Leif Hornshøj er tilbage som leder af Fælleslisten

Leif Hornshøj er tilbage som leder af Fælleslisten

 

Fælleslistens stifter Leif Hornshøj vender nu tilbage som Fælleslistens formand efter at have været væk fra posten i en periode. ”Jeg tror og håber på, at Fælleslisten vil opleve vækst og indflydelse i den kommende tid” udtaler Leif Hornshøj, der oplyser, at man i bestyrelsen er begyndt at arbejde frem mod regionsråds- og kommunalvalget i 2017. Han fortsætter: ”Vores mærkesag nummer et er og bliver decentralisering. Det gælder uanset om det er på regionsplan, på kommunalt plan eller på landsplan. Selv indenfor kommunerne ser man eksempler på urimelige beslutninger, der bygger på centraliseringstankegangen. Vi går derfor efter at stille op både til det kommende regionsrådsvalg og til kommunalvalget. Der er mere brug et stop for centraliseringen og en begyndende decentralisering end nogensinde før, og det kan opnås ved at Fælleslisten bliver repræsenteret efter kommende valg.” Han kan konstatere, at decentralisering er kommet på den politiske dagsorden, f.eks. med regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser fra København til provinsen og etableringen af en ny politiskole. Begge dele ændrer dog ikke på, at statslige arbejdspladser og uddannelsespladser er meget skævt fordelt i Danmark. Fordelingen skal efter Fælleslistens opfattelse ændres, for at den såkaldte rådne banan kan blive til en grøn agurk.

 

I de fire år, hvor Leif Hornshøj var væk fra formandsposten, har først Kjeld Andersen fra Risskov og dernæst Esther Jakobsen fra Thyholm været formænd. Leif Hornshøj har en fortid som blandt andet købmand og er i dag 70 år. Hans drivkraft er, at han i årevis har set biblioteker, skoler, posthuse, uddannelsesinstitutioner, domhuse, kommunekontorer, butikker, plejehjem, fabrikker og landbrug lukke. Både han og Esther Jakobsen har siddet i regionsrådet for Fælleslisten, der dog ikke opnåede valg ved det seneste regionsrådsvalg. Partiet har tidligere forsøgt at komme i folketinget.

 

Jeg står til rådighed for uddybning af ovenstående på telefon 97 11 86 86.

 

Venlig hilsen

Leif Hornshøj

Formand for Fælleslisten